Tlumí skleníkový efekt manipulací atmosféry se syntetickými emisemi


Když se klima stane hlavním zaměřením přeshraniční politiky, není to nutně dobrá zpráva. Clima Leviathan se snaží poskytnout politickou předpověď pro klimatickou krizi.

avatar
Filozof. Stálý literární kritik v MODERNÍCH ČASECH. Překladatel.
E-mail: andersdunker.contact@gmail.com
Publikováno: 2018-11-01
Podnebí Leviathan. Politická teorie naší planetární budoucnosti

Jaké politické změny způsobí klimatické problémy kromě elektromobilů, recyklace a dalších politik, které jsou dobré, což jsou nezbytná, ale zcela nedostatečná opatření, když se snažíme zachránit před utopií bez emisí? Co se stane se světovou politikou ve století globálního oteplování? Pokud si nemůžeme vybrat om musíme se přizpůsobit nové situaci - jak přizpůsobíme se?

„Leviathan“ odkazuje na Thomase Hobbese a jeho myšlenky suverénní, korunovaná postava moci, která ukončí nedůvěryhodný válečný stav mezi lidmi. To, že hrozba chaosu legitimizuje moc, je také zásadní pro Carl Schmitta, který tvrdí, že základem výkonu moci je vyhlášený stav nouze. Schmitt považoval státy za hranici panovníka a světovou občanskou válku mezi konkurenčními suverénními státy za přirozenou a planetární Leviatan za problematickou postavu.

Antiklimatická klimatická řešení

Mann a Wainwright tvrdí, že klimatická situace je skutečným stavem nouze, který se vytváří a prohlašuje: „Hospodářská soutěžní vztahy mezi státy způsobily klimatickou krizi a brání uhlíkovému odzbrojení. Vyvstává tedy potřeba nového Leviatana.

Co se stane z hnízda, když se neadekvátnost Pařížské dohody projeví i těm, kdo propagovali tato řešení z kůže?

Body autorů jsou posíleny nejnovější zprávou IPCC, která ukazuje, že i katastroficky nízké, ale bohužel nedosažitelné ambice udržování nárůstu teploty na 1 ° C se ukázaly jako prakticky nemožné. Takzvané „světové společenství“ postrádá pravomoc prosazovat svá vlastní ustanovení, a tak jsme zpět k Hobbesovi - s nedůvěryhodným a občanským válečným stavem, kde převládá boj o přežití a kde chaotická nespravedlnost lidské povahy vytváří stále chaotičtější klima. Mnoho lidí v naší době zamumlá, aniž by tomu věřilo, o potřebě zeleného diktátora. Protože nikdo není ochoten se obětovat dostatečně pro klima a životní prostředí, musí někdo převzít pravomoc učinit potřebná tvrdá rozhodnutí.

Pohodlné sebeklam

Wainwright og Mann slår fast at en verdensregjering for klimaavgjørelser allerede er på vei. Internasjonale organer er på plass, og i prinsippet er unntakstilstanden allerede erklært, men denne Klima-Leviathan er – og vil forbli – et organ for den nåværende kapitalistiske verdensorden. Forsøkene på å ta nødvendige avgjørelser vil skje på de mektigste og rikeste landenes premisser. Ofrene vil måtte bæres av de landene som allerede har lidd under kolonisering og globalisering – og som nå rammes hardest av et ustabilt klima.

I et grundig kapittel om grønn kapitalisme beskriver forfatterne dette som en «antiklimatisk krise-løsning» og et «bekvemt selvbedrag». Verdensøkonomiens vrimmel av sidehensyn garanterer at endringene blir minimale. Halv-hjertede økonomiske justeringer kombinert med velmente teknologiske delløsninger garanterer at for lite blir gjort for langsomt. Hva blir det neste trekket når utilstrekkeligheten i Paris-avtalen og liknende overenskomster blir åpenbar også for dem som har promotert disse skinnløsningene?

Diktatur og anarki

Etter IPCCs siste rapperot er dette spørsmålet på alles lepper. Mann og Wainwright forutsier at fremtidens kapitalistiske Klima-Leviathan – bestående av én eller flere av de økonomiske verdensmaktene – vil ta i bruk geoingeinørkunst: en demping av drivhuseffekten ved å manipulere atmosfæren med syntetiske utslipp. Her vil for mye bli gjort for fort – og værsystemene vil bli påvirket på måter som kan ramme fattigere land. Desperate eksperimenter med atmosfæren blir et middel til å opprettholde en kapitalistisk verdensorden og en økonomi tuftet på olje og kull.

En bevegelse i retning av grønn anarkisme kan være med på å skape en virkelig orden.

Hvilke alternativer finnes utenfor en moderat regulering av det frie markedet, utslippskvoter inkludert?

Det første alternativet er fatalt: full motstand mot klimakontroll – en «anti-planetær» suveren makt; en reaksjonær kapitalistisk «Behemoth», et annet mytologisk-politisk monster. Denne vil fornekte ethvert ansvar for klimaproblemene og forsøke å bekjempe det politiske kaoset de forårsaker som et utvendig problem: som et angrep fra en ytre fiende. Dette er klart adressert til Trump-administrasjonen, men treffer enhver annen statsledelse som prioriterer det å skjøtte egne interesser fremfor klimaet – og hvem kan nekte for at denne tendensen er fremherskende i dag – og at den dessuten er en historisk norm, gitt at klimaproblemene er såpass ferske?

Ikke Kina

Det andre alternativet til en kapitalistisk Klima-Leviathan er hva Mann og Wainwright omtaler som «Klima-Mao»: en kommunistisk eller sosialistisk kontrollinstans, som samtidig får i stand en organisert «klimakulturrevolusjon» som kan bringe inn nødvendige endringer på en planlagt og myndig måte. Her støtter forfatterne seg til de vidsynte analysene til Milnqui Li, forfatteren av The Rise of China and the Demise of the Capitalist Economy (2009). Gitt Kinas tillemping av kapitalistiske vekstmodeller, deres ekstremindustrialisering samt det faktum at de slipper ut fjerdeparten av verdens CO2 – for å produsere billige varer til Vesten – blir det vanskelig å se hvordan de skal kunne gå foran for en verdensomspennende klimakommunisme i umiddelbar fremtid. Og det er denne fremtiden som gjelder.

Fredelig geriljakrig

Tredje alternativ er sentrert omkring en antikapitalistisk og antitotalitær klimajustis. Dette alternativet er så langt negativt definert ut fra hva det ikke er, så forfatterne kaller det «Klima-X», et begrep som er uformet og som innbyr til videre tenkning. Som en motstand mot klimafornekterne, enten den skjer i teori eller praksis, kunne kanskje Climate-X fylles inn med Climate-Che. Che Guevaras visjon om det uselviske, arbeidsomme og samarbeidsvillige «nye menneske» var nettopp ment som en motvekt til det menneskesynet som bygger på Hobbes, der vi aldri er motivert av annet en de usleste egennyttige motiver.

Kampen for global klimarettferdighet kunne dermed sees som en geriljakrig, om enn med fredeligere midler en Guevaras – basert på kjennskap til lokale territorier, seiglivet motstand, desperasjon og rettferdig harme. Der den kapitalistiske verdens«orden» har skapt et verdenskaos kan en bevegelse i retning av grønn anarkisme være med på å skape en virkelig orden, forstått som harmoni mellom menneske og natur

Předplatné 195 NOK