Násilí je politizováno a politika se stává násilím


NÁSILÍ V TEORII A PRAXI: Svět je násilný. Zapadá nás rétorika násilí?

Kroglund je kritik a spisovatel.
E-mail: andrewkroglund@gmail.com
Zveřejněno: 16. června 2020
Násilí a politická teorie
Autor: Elizabeth Frazerová Kimberly Hutchings
Vydavatel: Polity Press, Velká Británie

V červnu 2020 prezident Donald Trump ohrožoval americké občany vojenskou mocí a chtěl 10 000 těžce ozbrojených vojáků ve Washingtonových ulicích. Požádal guvernéry, aby nebyli „hloupí idioti“, ale aby fyzicky protestující protestovali. Federální policie současně zaútočila na slzný plyn a gumové kulky proti skupině demonstrantů poblíž Bílého domu, včetně těch v tisku. Trump později přešel přes stejné náměstí s Biblí v ruce. Nejprve nějaké násilí, potom mír na Zemi.

Prezident Trump je obviněn ze spáchání násilí. On je agresivní v jeho mluvení o tisku, a dlouho před nyní světově proslulý černý Američan George Floyd byl zabit policií, Trump mluvil o skutečnosti, že policie musela začít trochu tvrději bít při jednání se zatčeními. Tento způsob mluvení se zjevně nakazí.

Ukázka Bílého domu
Demonstrace před Bílým domem. (Foto: VTC, Twitter)

Zatímco Trump ohrožoval svou vlastní armádu vojenskou mocí, republikánský a kongresman Matt Gaetz z Floridy řekl, že úřady musí Američany hledat a zabíjet, „jako my na Středním východě“. Ostatní členové kongresu se vyjádřili podobným způsobem. Násilí je politizováno a politika se stává násilím. Co ale teorie násilí a politiky skutečně říkají?

Závisí ospravedlnění násilí na tom, zda se provádí za účelem ochrany nebo zrušení stávajícího řádu?

Akademický diskurs

Elizabeth Frazer (docentka politologie na Oxfordské univerzitě) a Kimberly Hutchings (profesorka politické vědy a mezinárodních vztahů na Queen Mary University v Londýně) napsali několik akademických publikací o politice a násilí. Nyní jsou s úplně novou analýzou násilí a politické teorie. Kniha byla vydána před nepokoji, které otřásly USA a světem, ale je o to důležitější.

Først en advarsel: Dette er ikke en lett tilgjengelig bok. Til det er den for filosofisk og akademisk, ordrik og teoretisk. Men for enhver som er interessert i (idé)historie og samfunnsutvikling, er det mange gode refleksjoner å hente. Ikke minst blir vi kjent med tanker om vold og politikk fra kjente navn som Augustin, Machiavelli, Clausewitz, Weber, Marx, Engels, Gandhi, Fanon, Arendt, Galtung, Derrida, Merleau-Ponty, Beauvoir og en del til. Det er lærerikt å få et innblikk i disse tenkernes ulike ståsteder, deres forklaringer på og åpenhet for politisk vold. De er alle barn av sin tid, og holdningene er som regel forståelige sett i lys av en historiske kontekst. Eller som formann Mao (fritt gjengitt) skal ha sagt det: Makt forstås best fra våpenmunningens posisjon.

Er vold ganske enkelt direkte fysisk skade, eller kan volden også være strukturell eller symbolsk?

Kan vold berettiges?

Gjennom sju kapitler analyseres vold i ulike situasjoner og fra ulike posisjoner. Forfatterne forsøker å konkludere i et siste åttende kapittel. Må ikke politikk nødvendigvis også innbefatte vold? Avhenger berettigelsen av vold av om den blir utført for å forsvare eller oppheve den eksisterende orden? Eller avhenger en slik berettigelse av måten volden utøves på? Er vold ganske enkelt direkte fysisk skade, eller kan volden også være strukturell eller symbolsk?
Jeg biter meg merke i hvordan politiske teoretikere har hatt en tendens til å unndra seg problematiske sider ved vold. Dette gjør de ved enten å redusere vold til et nøytralt verktøy eller å identifisere vold med et høyere ideal, som rettferdighet eller dyd.

Rettigheter og rettferdighet

Forfatterne konkluderer med at betydningen av politisk vold ikke kan begrenses til, men alltid vil være forbundet med, direkte fysisk vold. Det er likevel ikke først og fremst den fysiske lidelsen dette fører til, som utgjør nøkkelen til forståelse av politisk vold, men heller relasjonen og forholdet mellom utøver og offer, mellom erobrer og den erobrede.
Forfatterne deler også feministenes argument om at ulike former for politisk vold tilhører et kontinuum og betinger hverandre. For å forsøke å si det litt klarere: Sexistisk og rasistisk misbruk og fornedrelse ligger bak og legitimerer fysiske angrep – og kan lett omdannes til nettopp det. Dette forsterker symbolske og strukturelle verdi- og makthierarkier.

Det er da vi kommer til spørsmålet over alle spørsmål: rettferdiggjøring av politisk vold. Forfatterne skiller mellom to hovedkategorier: Den første er såkalt instrumentell rettferdiggjøring, der vold tjener en god politisk sak, som for eksempel det å frembringe ro og orden, gjenopprette rettigheter eller å oppnå rettferdighet. Den andre er dydsforklart og dreier seg om god eller riktig moral. Men ingen av disse to forklaringene fungerer godt nok, argumenterer forfatterne.

Násilný svět

Verden er voldelig. Trenger vi ikke da vold for å bekjempe vold? Og da er det vel greit å ha noen regler som forklarer hvordan, og som sier fra om når nok er nok? Litt à la folkeretten? Forfatterne er ikke overbevist om det, og mener det er vanskelig å skille vold for den gode sak og vold for det motsatte. De hevder at vold ikke er et medium eller et instrument – det er en relasjon, kjennetegnet av politisk asymmetri og betinget av en rekke strukturelle og diskursive hierarkier. Resultatet av vold er derfor alltid usikkert, hevder de. Kanskje vi skal lytte til hva filosofen Hannah Arendt sier: Det mest sannsynlige resultatet av vold er enda mer vold.

Bekjemper du vold med vold, omfavner du voldens vesen.

Bekjemper du vold med vold, omfavner du voldens vesen. Men også ikkevold kan føre til forferdelige resultater. Likevel, en verden som er villig til å bruke vold som instrument og moral og dyd i voldens tjeneste, er enda verre. Og da er vi kanskje tilbake til Donald Trump?

Mer utrygge enn noensinne

Voldens evangelium har gitt oss masseødeleggelsesvåpen og kanskje gjort oss mer utrygge enn noensinne. Vi ser også at i flere land er grensen mellom politiarbeid og krig mindre tydelig enn før, og at politiet har utstyr som ligner på militærets.
I tillegg har tiltagende bruk av droner i krigføring, flere våpen i omløp blant sivile samt bruk av hardere etterforskningsmetoder som grenser mot tortur, gjort våre samfunn voldeligere.

Vi lar oss lure av myten om vold som noe effektivt. Ellers risikerer vi, som amerikanske guvernører, å bli omtalt som «jerks» og sveklinger.
Normalisering av vold som respons på vold er farlig. Vi risikerer da i det lang løp å oppfatte voldspolitikk som politikk per definisjon. Da har vi latt oss dupere av voldens retorikk.

Se også Youtube: President Trump statement 1.6. on unrest in U.S. (Fox News)